Grundkøbs-guide
Det kan være lidt af en jungle at købe byggegrund til huset. Derfor er det en god idé at alliere sig med en fagmand. Når familien skal realisere sin drøm om nyt hus, skal det selvfølgelig være på den helt rigtige grund. Der en del ting at holde rede på i processen, og det kan anbefales fra starten at alliere sig med en fagmand – f.eks. et byggefirma – for at undgå ubehagelige overraskelser. Første skridt er at finde ud af, hvor I skal bo. Hvilken landsdel, by og er der et specielt kvarter, I går efter? Beliggenheden skal matche jeres behov, så derfor er det vigtigt at se på, om der er f.eks. daginstitutioner, skole og butikker. Infrastrukturen skal være i orden, så det er nemt at komme til og fra arbejde - enten med egen bil eller kollektiv transport. Næste skridt er at finde ud af, hvem der udbyder grunde i området. Ofte er det kommunen, og i så fald skal I henvende jer på borgmesterkontoret. I kan også henvende jer til en ejendomsmægler eller et byggefirma og få hjælp til at finde en grund i et bestemt område. Hvor mange grunde, der er til salg, kan svinge meget. I Århus-området har det f.eks. været svært at finde grunde de senere år. Men Århus Kommune udstykker det kommende år et stort antal grunde til fritliggende parcelhuse. Den perfekte grund Vælger I en hjørnegrund, får I måske mere udsyn, men også flere meter hæk, der skal holdes. Og vælger I en meget kuperet grund, skal I regne med ekstraudgifter til enten et specialtegnet hus eller planering. Når I har udvalgt favoritten, er det sjældent bare at pege på den og betale. Ofte foregår fordelingen ved lodtrækning. Andre gange indleverer interesserede købere bud i en lukket kuvert, og grunden går til højestbydende. Pris I skal derfor altid undersøge, hvad der kommer oveni. Det handler f.eks. om tilslutningsafgiften, som nogle steder omfatter både afgiften for, at I kobler jer på el, vand, varme og kloak. Andre steder dækker den kun en eller to af tingene. Herudover kommer stikledninger – de faktiske forbindelser, når strømmen, kloakledningen og vandrørene skal føres fra vejen og ind til jeres hus. Er jordbunden i orden? Som køber har du 21 dage til at få foretaget boringer. Hvis du inden for tidsfristen opdager, at jordbunden f.eks. er meget leret, og det vil betyde væsentlige merudgifter, når du skal bygge, så har du ret til at lade handlen gå tilbage. En anden mulighed er, at sælgeren vælger at betale ekstraudgiften. Sidste omkostning på grunden er skrivning af skødet og en registreringsafgift til staten – typisk omkring 6-8.000 kroner, der som regel deles af sælger og køber. |
